Baggrund

Skoletid
 

Jeg plejer at sige, at da jeg var barn, var ADHD (dengang DAMP) noget kun drenge havde, og autister var dem, der sad ovre i et hjørne og spiste sand.

Det var i hvert fald ikke noget, som min landsbyskole havde hørt om.

Så jeg blev sat i et hjørne og fik udtalelsen i min kontaktbog, at jeg ”var ubegavet, doven og ude af stand til at lære”. 

Og når jeg blev mobbet af de andre i klassen og gjorde modstand, så var det mig, der grædende stod foran skoleinspektøren og fik en skideballe.

Jeg havde ”heldigvis” problemer med at læse og kom til at gå til specialundervisning ved en lærer, der var lidt mere fremme i skoene.

Hun forstod, at jeg var anderledes end de andre børn, og hun lod mig ligge på hovedet i en sækkestol, hvis det var det, der skulle til for, at jeg kunne koncentrere mig.

​

Ungdom 
 

Efter folkeskolen blev det til først HG og så HF. 

Glædestrålende blev jeg optaget på Biblioteks og Informationsvidenskab på Aalborg Universitet, og jeg flyttede på kollegie.

Jeg passede ikke ind, jeg kunne ikke arbejde i grupper, og jeg kunne ikke forstå og afkode det sociale. Jeg måtte give op, og drømmen om at blive børnebibliotekar brast. 

Igennem nogle år gik jeg fra uddannelse til uddannelse. Fra bager og kok til markedsføring og til programmering. 

Hver gang måtte jeg se mig slået. Jeg havde ikke kræfter nok til at være social og lære noget. 

Jeg endte i et tele call center. hvor jeg efter kort tid blev sygemeldt med stress og derefter fyret. 

Jeg var 27 år gammel, havde en kæmpe studiegæld, ingen videregående uddannelse og en selvtillid, der kunne ligge på en femøre. 

​

Udredning
 

Min praktiserende læge sendte mig til udredning i psykiatrien, hvor jeg i en alder af 28 år endelig fik sat ord på, hvorfor jeg ikke passer ind.

Diagnoserne lød på :

Autisme, ADHD, kronisk stress, Angst, Social fobi og PTSD.

Hvor de sidste 3 diagnoser sandsynligvis er det, som man kalder belastningsreaktioner på et helt liv, hvor min krop og hjerne har været overbelastet i forsøget på at afkode og fungere i verden.

Samme år blev jeg tilkendt førtidspension efter flere fejlslagne forsøg med jobprøvning.

Jeg var for velfungerende til at arbejde på det beskyttede værksted og ikke velfungerende nok til at arbejde i den virkelige verden.

Jeg endte på førtidspension, og det er jeg senere blevet meget glad for.

​

​

​

​